Om forargelsens vred

Nedenstående er en lang kommentar skrevet på foranledning af Kathrine Lilleørs blog-artikel: Sort forargelse hos Berlingske Tidende. Hun har fat i en lang ende og det er dejligt at høre - ja det er simpelthen bare dejligt at høre, at der fortsat er nogen tilbage, der véd noget sandt om livet og tør give udtryk for det. Kommentaren kan derfor formentlig, om teknikken vil det sådan, også læses i forlængelse af hendes indlæg på følgende link:

http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2010/04/01/sort-forargelse/#comment-18836

Det åndsskel hos Lilleør, jeg på bekræftende vis tager udgangspunkt i er hendes skelnen mellem sladdervorn forargelse og så den alvorlige, den sande. Uden at lægge ordene i mundene på hende, så siger jeg, at det hun er inde på er: Krænkelsen af helligdommen. 

*******************************************************
*******************************************************



Lilleør, du er så diglig…


Du gør det skel, der skal til, for at lede gennem skriftens mangfoldiggørende medie - når du ser forskellen på den sladdervorne forargelse og så den egentlige fortørnelse over at Gud forlader mennesket ved, i-og-omkring det døendes omstændigheder. Tak.

Jesus døde, men genopstod i ånden. Det han gør er, at tale og være sandtro af livets eget menneskehjertelige kød (ordet) hele sit liv igennem og hele vejen til sin død. Altså i adlydelse af Gudlivet-Gudfaderens bestemmelse af ham.

- Havde Gud ikke forladt Jesus som døende på korset, så ville det ikke være en jordnær livets gud, Jesus havde talt af og talt for. Pointen er klar: Faderen bestemmer, Gudlivets gang med menneskelivet kan ikke overmagtes, men dog adlydes til det sidste. Ja, velsagtens, så netop Hans ord består, står ved magt og ære i al evighed. (Det er med andre ord stadigvæk Gudlivets eget sande ord til menneskelivets samfund, der er det troligt retledende - og ikke Jesuses, nej han, Vor Herre, Det Nye Vidnesbyrd, ville bare hjælpe os til at finde os t ro ved, ja at blive klar over hvori og hvorved kontakten med Gudlivet består i menneskelivets tilfælde).

Genopstandelsen. Ifølge forstandigheden i Jesus sandselighed, altså ifølge Gudlivets egen bestemmelse hos det unikke sandtro menneskes hjerte - der så hos Jesus gives lyd og synlighed i ånd, tillige formuleringsevne, håndspålæggelse, mv. - så er det Gudlivet-Gudfaderen, der bestemmer, hvad der skal ske med menneskelivet på jord. Herunder det helt unikke, altid personligt stillet, dog fortsat slægtsforbundne menneske.

Og den eneste måde det guddommeligt sande bud, Jesus bærer på sit hjerte, hører efter, adlyder og udvirker derved - den eneste måde, at det kan genopstå er gennem indrømmelse. Indrømmelse af den sandhed/sandselighed/det nye vidnesbyrd/budet, der udgik og lød fra Ham. Og det skete så i de dage…

Sammenfaldet mellem Gud og menneske, hos Jesus, kan kun opfattes i trolig/naturlig indrømmelse af, hvad livets levende omstændighed på jord i sand sandselighed “vil” med menneskelivets samfund via hver vor personende gang dermed. Født af menneskeslægtens under til videreførelse opaf menneskeslægtens under gennem sine mange hjem-ude-hjem-bevægelser. Og det sker jo ikke via indrømmelse af Jesus person, men derimod via indrømmelsen af Gudlivet-Gudfaderens eget sandgode vækstbud til menneskelivets opvækst og oplysende gang. Hos enhver, men i slægtsmæssig og arvelig tråd med udbredelsen af budskabet sidenda. Vi skal æreligt indrømme Gudlivets sandhed i hver vort personende sted og videre tro os i vej som også bare stille os til freds dermed.

Og sagt med kontrast: Såfremt vi ikke indrømmer hver vort personlige liv ved eller på vor unikke skikkelse, unikke hørelse af Livets-mening/Guds-vilje med menneskelivet og dets samfundsudvikling, ja så bliver Gudlivets egen skabning, vor hjertelyd overhørt. Og da, dernæst, så, jaså bliver mennesket, samfundet, gud, sprog, næsten og ingen-andre samt hvad-som-helst en ideologi og et sind i forhærdelse. Alt, hvad vi siger og gør bliver da ligegyldigt og ladet med en sådan intet-sigende eller universaliserende ligegyldighed. Gudlivets meddelelse via Jesus var ikke universelt, men specifikt til og med menneskelivet på jord. Vel også derfor måtte hans person ikke stå i vejen for vejen. Han måtte adlyde sit hjerte og “identificerer” sig med alt det i sandhed menneskelige: Vort kød.

Ja, for han kunne jo ikke lyve, han kunne ikke fortrænge det han havde på hjertet, han kunne ikke finde sig i løgnens/magtens normer, fordi de skabte undertryk i brystet på syndere eller med andre ord førte til livslede, blind adlydelse, falske pligter, selvbestaltede reference til retfærdiggørende loves opretholdelse af egen vantro røv og lignende - fremfor istedet at fremkalde den opblomstrende livsglæde på livsnaturlig vis ifølge Gudlivets eget navn.

For mig er det helt klart, at menneskehjertet hos Jesus bærer den sandselighed i livets eget kød, der instinktivt opponerer imod straf-normers dannelses-foretagender/virksomhed, fordi glædes-normer i liv og arbejde da aldrig bliver teten, aldrig bliver stærke nok til at udfolde gudlivets mening med menneskelivets samfund i sin sandhed og sandselige gang: Det afstemte og indforståede Paradis på jord båret at menneskehjertets sande drifter i sin agtværdige godhed med slægters gang.

- Jesus person dør for menneskets skyld, da det personlige/unikke menneske, vi hver især er, intet bringer uden indrømmelse af vor menneske-lige sandhed, ja vor særegne menneskelige sandselighed i sin medfødte hjertebårne ret. På dansk kommer det centrale i budets sandhed derfor til at hedde: K-ære-ligheden. Kære-ligheden eller lige-værdigheden gælder menneskelivets kød stillet på jord, men mere nøjagtigt på hjertelighedens forløsende, tillige opkaldende driftighed, hvorfor ånd-og-håndsmåde heller ikke kan være lige meget. Den sandt sandselige kære-lighed eller ligeværdighed i forstandsmåde, livsmåde og samfundsmåde kommer derfor ikke på tale uden indrømmelse som sagt og vejvist.

Jeg gentager: Jesus person dør - fordi han ikke er Gudfaderen, altså ikke er herre over liv-og-død. Men den indsigt, der således kaldes livets vej for mennesket, af Jesus udtalt med: “Jeg er vejen, sandheden og livet” og som netop består i at skelne mellem levende og dødt, livgivende erfaringer og dødbringende erfaringer, til det menneskelivs-givende, opløftende, forløsende og oplysendes fordel, ja videre derved til menneskelivets samfundsudviklende og samfunds-udfoldende fordel gennem sin nedarvende omstændighed, håndteringen af vore vækstvilkår på jord i hjertelysets sandt ernærende udvikling - dén indsigt genopstår hos dem, der hørte Gudlivets egen menneske-samfunds-skabelse tale hos ham. Og blev således udbredt i menneskeslægten via hans disciple. - Jesu åndsevne er i sandhed at udtale Vort kød og dermed Vor forstand som menneskeskabning i Gudlivets eget navn.

(Og det er ikke gjort hermed, nej jeg er ikke lige dér, i øjeblikket. Jeg afklarer blot hermed, hvad det hele handler om i helligåndens liv og samfundssigte. Og det er naturligvis ikke en romersk-katolsk eller anglikansk engel gennem stuen i sin røvpulerisk statsfinancierede juridiske latinarv. Ihvertfald ikke her i det Vikongelige nord).

Ånd og kød er som bekendt Et. I oplyst forstand er man naturligvis klar over, at man som personligt stillet menneskekød ikke udgør Gudlivets egen hele, hellige ånd i sin samfundsudfoldende hændelse. Og dog skal man fortsat ikke sætte sit lys under en skæppe af falsk beskedenhed og lignende lummer hellighed. - Intet menneske er Gud, men samtlige mennesker på jord er underlagt Gudlivets egen skabende vækstvilkår. Der er driftighed i os, mennesker, fordi der er driftighed i alt gudlivets levende. På det plan er driftigheden sådan set den samme og bliver derfor også ganske misvisende, men ikke desto mindre kaldt virkeligheden. Virkeligehden er misvisende fordi Gudlivets levende, vækstgivende driftigheder ikke er universelle eller universitære eller for den sags skyld fornuftige, men til gengæld specifikt angår det organisk levende vækstvilkår på jord og den forstandige tilnærmelse og udfoldelse deraf. Ikke mindst menneskets råderum og ånd dermed, vore samfund, vor overlevelse og velvære, naturligvis.

Når ånd og kød er Et - og altså ikke kan løsrives fra hinanden som om der var to slags driftigheder eller sprog, henholdsvis en åndelig retning og en kødelig - så betyder det, at Gudlivets egen, helt og aldeles naturlige åndsfære samt kødelige placering af mennesket i slægters forplantende medie er givet på forhånd, ja på forstandig vis. Du kan ikke skabe dig selv som menneske, nej du er skabt i hele menneskeslægtens regi på jord og det regi er jo altså så ganske åbenbart livets egen placering og måde med menneskelivets kødelige medie. Menneskeslægten er ikke det eneste element af Gudlivets skabning på jord, der findes også dyr, planter og frugtbar jord dermed. - Til gengæld kan dét sande faktum indrømmes, vor sandselighed og opmærksomhed dermed skærpes, så netop også det personlige menneske ad den vej kommer i kontakt med gudlivets egen ånd til lige netop den du, vedkommende så måtte være, samt dermed sagt den opgave vedkommende kan have med at gøre. Det er sådan mennesket og alt sandt menneskeligt skabes af gudlivet selv.

- Min personlige ånd, den er helt unik og har unikke forældre, som enhver anden kødelig skabning, der ånder, altså også ligesom dyrs. Men først ved indrømmelsen af min egenart, altså vor egenart som personligt stillet menneskevæsen med hjerte for et glædeligt liv, sålænge det varer - først med indrømmelse af den måde vi som menneske kan være bevidste, være åndsnærværende og bevidne det livgivende, livsførende, livserfarne, ernærende og så videre - først da begynder “væksten”/”kaldet”/”livsførelsen”/”samfundsudviklingen” at være i et med det menneske-lige-værdiges egen ånd. Ganske som Gudlivet har villet det siden tidernes morgen i al evighed ophørte.

Først da bliver ånd og kød Et i livsmæssig, samfundsmæssig og helbredende forstand. Eller med andre ord, først da er vi blevet til dét, vi altid har været og som det altid har været os givet at være ved - dog som vi så kan se og gerne må sige, desværre ikke fandt oplysende og opvoksende vej med indenda. Altså ødelagde, ganske som vi fortsat ødelægger en sådan oplysende opvækst via den aristokratiske ånds videnskaber, desuden satans platoniske kapital-statslige institutioner.

Dét er den sorte forargelse, den, altså, at man så at sige ved vor såkaldte samfunds-indretning, lovmæssighedernes sindelag og livsførelse i kølvandet derpå, har valgt at slå menneskelivets sande opvækst ihjel fra barns ben, blandt andet gennem vore skoler. Og dermed jo altså dræbt alt sandt samfundssigte i sit naturlige troskød ellers opklarende opvækst.

Jeg siger: Den sorte forargelse er ikke, at Gud forlader det døde til fordel for det levende, nej det er helt naturligt i Hans, Gudlivets egen vold, hvorfor Jesus naturligvis også udmærker sig som aldeles tro. Den sorte forargelse er derimod satans gang på jord, dvs. den forførende åndelige omstændighed, vi kender som ondskab - og som jo altså dyrkes gennem “tilbedelse” af uorganiske, universielle, universitære, politik og skattestatslige logikker. Sådan er det jo.

Ånd og kød er altså i sin oprindelighed Et, men sålænge vi ikke formår at leve i vedholdende indrømmelse deraf, så vort sind kan forblive og vokse i sin naturlige udfoldelse af vort inderst kød i samarbejde og udvikling omkring levebrødets jordiske vækstvilkår, næringsvejene og så videre - for ikke at sige, sålænge vi direkte forhindrer en sådan livsførelse i bredden, ved f.eks. at indskole livets børn til at rette sig efter noget, der ikke er i livet, men kun i verden af det lave. Historien eller Jura f.eks. - Sålænge den slags står på, kan mennesket ikke komme til sin egentlige forstand. Nej, sålænge den slags finder sted kan det ikke på åbenbaret vis indse, hvordan ånd-og-kød er Et i menneskelivets tilfælde, men ejheller finde ud af at være i en levende, samfundsudfoldende liv-og åndsmåde dermed. - Jaså blandt andet kommende slægtsbørn ikke skal starte endnu fattigere og endnu længere tilbage i historien end min generation, grundet fuldbyrdet inkompetence i livets forstand i kapital-statens svinestier.

Sådan er det jo, masse-lovgivne lemminger og ellers elskede medmennesker bag de statsborgerlige glansbilleder. Og endnu engang tak til Lilleør for sin sandtro påmindelse om, hvorved sand forargelse, krænkelse, forbitrelse er at finde - og livsnaturligvis skal bekæmpes.


Nkh. Jens Haarup Mortensen